Originalinstrumenter

Om originalinstrumenter

Originalinstrumenter er, med et måske bedre ord, historiske instrumenter af alle typer, altså instrumenter der enten er originale eller kopier af samme. Når vi derfor i daglig tale bruger ordet originalinstrumenter, er det altså instrumenter, der er identiske med den type instrumenter man brugte i samtiden. Eksempelvis kendte man ikke flyglet men brugte cembaloet og senere hammerklaveret, tværfløjten der idag er af sølv var oprindeligt af træ og man kendte ikke klapsystemet - strygeinstrumenterne havde helt andre dimensioner end dem vi bruger idag og man benyttede tarmstrenge i stedet for metalstrenge.

I anden halvdel af 1900 tallet begyndte man for alvor at interessere sig for den helt anderledes klangskønhed der lå i brugen af originaleinstrumenter. En række ensembler fra især Holland, England og Tyskland gjorde meget for at fremme forståelsen for den historiske opførelsespraksis og idag, er den praksis udbredt over hele verden. Det er ikke kun instrumenternes anderledes klang, der gør forskellen men også antallet af musikere og ikke mindst måden musikken spilles på, fraseringer, dynamik, tempi, vibrato osv.

Oprindeligt var disse instrumenter bygget for kammeret, dvs. små rum og med få tilhører, men efterhånden blev kravene til lydstyrken øget pga. af store operahuse, store koncersale osv. og derfor ombyggede man strygeinstrumenterne med kraftigere basbjælke, stol, stemmestok samt forlængede halsen. Det betød at man kunne øge strengetrykket og dermed bruge stålstrenge samt stemme op i 440/442 svingninger i stedet for 415 og hele denne ombygningsproces medvirkede til at øge lydstyrken. Man kunne presse instrumenterne på en helt anden måde end på de originale instrumenter og fra starten af 1900 tallet begyndte men for alvor at bruge vibratoet permanent.

Når der idag tales om tilbagebyggede strygeinstrumenter menes der, at man har fjernet alle forstærkningerne og er gået tilbage til de oprindelige dimensioner. Det skal også nævnes, at der idag bygges mange nye violiner men i de originale dimensioner. De benævnes ofte barokvioliner.

Også buen undergik en stribe forandringer, idet tyngdepunktet blev flyttet og de blev i det hele taget kraftigere, så de bedre kunne spille en jævn tone over hele buens længde, da man nu lagde en del af udtrykket over i venstrehånd gennem vibratoet.

Når barokmusik, opført på originalinstrumenter, i dag lyder så dynamisk og rytmisk fascinerende skyldes det primært, at man har skrællet mange års romantiske traditioner af og er gået tilbage til den måde, man må formode, at musikken har været opført på oprindeligt. Et lynhurtigt let buestrøg og kun i behersket brug af vibrato. Her bidrager instrumenternes lette og transparente klang som et uundværligt værktøj.

 

Hemmeligheden ...

Hvorfor er det aldrig lykkedes nogen violinbyggere i verden at efterligne Stradivarius exeptionelle klang - selv med de bedste målemetoder?

Forskere i New York har, ved at analysere træet fra 5 Stradivarius violiner og 7 moderne violiner ved hjælp af røntgenstråler, påvist, at træet der blev brugt af datidens violinbyggere bestod at både jævnere og tættere træ end på moderne violiner.

Denne tæthed i træets struktur er medvirkende til den større klang. At træet har den større tæthed skyldes klimatiske forhold. På Stradivarius tid var der betydligt koldere i Aperne hvorfra træet blev hentet. Det betød at tilvæksten var tættere og årringene mindre.

Dette er en ud af mange teorier, men måske den der kommer tættest på sandheden.

.......og dog: 

    

Sådan stryger/håndterer man originalinstrumenter

Bemærk især den måde man holder buen på, det lette meget hurtige og accelerende strøg samt det forhold  at  buen ofte forlader strengene helt. Der vibreres kun på udvalgte steder fortrinsvis på udholdte toner.  

Vibrato ...for eller imod...?

 

Der er ikke noget, som kan bringe musikere op i det røde felt, som for eller imod vibratoet. Nogen elsker at sovse hver en tone ind i et saftigt vibrato, mens andre spiller totalt uden og så tørt så det støver. Det var yderpunkterne, men så er der jo heldigvis alle nuancerne der imellem.

Det såkaldte automatvibrato (vibrato på hver eneste tone) er først opstået så sent som i 1920-30. Det var især violinvirtuosen Fritz Kreisler der udbredte fænomenet og det har holdt sig, som det alt dominerende princip, frem til ca. 1960-70. Her startede den autentiske opførelsespraksis af især barokmusik på originalinstrumenter og dermed en helt anden spillestil. Så var det slut med vibratoet... og blev der vibreret alligevel... så kom "barokpolitiet" som man sagde.

Man har dog altid brugt vibrato i en vis udstrækning som en slags ornamentering - en effekt frem for et ufravigeligt princip. Mozarts far, Leopold, skrev om det i 1750'erne, hvor der trods alt må have været nogen der brugte det meget: "Nogle musikere vibrerer for hver tone, som om de havde kronisk feber".

I dag er status den, at nonvibratoet har haft en vis afsmittende effekt på almindelige symfoniorkestre, så de også er begyndt at spiller med noget mere behersket vibrato end tidligere (alt efter dirigent) og omvendt har mange barokorkestre børstet støvet af sig og er begyndt at vibrere på udvalgte steder og udvalgte toner.

Jeg synes at barokmusik skal være ligeså farverig som periodens andre kunstneriske retninger og hvorfor skulle man så ikke farve musikken ved hjælp af netop denne funktionalitet? Idealet må være lejlighedsvis behersket vibrato primært på lange udholdte toner.

Her er den:

STRADIVARIUS

Violinen på billedet er kendt som "Den spanske II" og er udstillet i Madrid. Også den er ombygget. Stradivarius (1644-1727) nåede at byggede omkring 1000 instrumenter hvoraf man idag kender omkring 500 violiner, 12 bratscher og 50 celloer.

Den nok mest berømte Stradivarius MESSIAS

Violinen er den legendariske "Messias" som Stradivarius aldrig solgte mens han levede. Den er udstillet i Oxford og må aldrig forlade lokalet og kan derfor ikke lejlighedsvis lånes af musikere. Den er en af de få hvis ikke den eneste der ikke er ombygget.

Historien om Stradivarius: